Børnenes Dyremark er en frivillig forening beliggende i den smukke og grønne del af Sydhavnen. Formålet med foreningen er at give børn fra alle samfundslag, men med tilknytning til nærområdet, mulighed for at komme i et grønt miljø, hvor der er plads til at lære om dyr og give plads til hinanden på en givende og omsorgsfuld måde. Børnene har mulighed for at have kaniner, passe høns, får eller have part på en hest, og de er med i hele processen med at passe dyrene, fodre, muge ud, vedligeholde og vise omsorg.
For gæster
På Børnenes Dyremarken kan du opleve alt fra højt græs, hanegal og at træde i en hestepære, alt sammen kun 15 min fra Rådhuspladsen. Børnenes Dyremark er et yndet udflugtsmål for børnehaver og børnefamilier, og folk er meget velkomne til at nyde stedet, det er dog ikke tilladt at gå ind til dyrene eller fodre dem. På vores grønne areal ved kaninburene er der opstillet borde, hvor man kan nyde sin medbragte madpakke. Vild leg og boldspil henvises til plænen ved Karensminde, da dyrene kan blive stressede og bange.
For medlemmer
Da Børnenes Dyremarken kun har frivillig arbejdskraft, er der ikke altid voksne til stede og børnene skal derfor være selvkørende. Ind imellem laver vi arrangementer, som bliver annonceret enten her på hjemmesiden eller på vores Facebookside.