Historien om Børnenes Dyremark

Børnenes Dyremark blev født ud af Sydhavnens børns kærlighed til dyr – og deres drømme om et sted, hvor de selv kunne bestemme.

Dengang i 1970’ernes Sydhavn fandt børnene vej til Sorte Ejners skrotværksted for enden af en hullet vej ved Frederikshøj Haveforening. Her stod gamle biler og jernskrammel side om side med grise, geder, kaniner – og heste i smalle spiltov, der ofte var mere forsømte end elsket. Men børnene kom alligevel. De striglede, fodrede og fandt glæde i de varme muler og bløde pels, som gav dem noget, de ellers manglede: nærvær, ro og et ansvar, der betød noget.

Midt i dette kaos stod Tøsen, en lille rund shetlandspony med bløde øjne. For mange børn blev hun noget helt særligt – en ven, en maskot, man kunne hviske hemmeligheder til. En sjæleven, der forstod. Når hestene var på græs, sad ungerne i rundkreds og så på dem, mens de delte deres drømme: Vi skal have vores eget sted. Et sted uden Sorte Ejner og hans mænd. Et sted, hvor dyrene blev passet med omsorg. Et sted, vi kalder Børnenes Dyremark.

Men drømmen blev rystet, da Tøsen pludselig skulle sælges. Frygten for at Tøsen skulle ende sine dage på slagteriet fik børnene til at lægge en plan om at hugge hende fra Sorte Ejner og hans mænd. Det lykkedes ikke, og hun forsvandt. Måneder gik med savn og håb. Børnene skrev breve til kommunen, hvor de igen og igen bad, om et sted til deres dyr, men fik afslag.

En dag vendte heldet, og de fandt Tøsen hos en hestehandler på Amager. Denne gang lykkedes det at købe hende fri. Tøsen blev hentet hjem til Frederikshøj, hvor hun stod i et gammelt brændeskur. Da foråret kom, fik hun et føl. Toran. For børnene føltes det som et nyt kapitel – deres drøm var blevet stærkere end nogensinde.

Kort tid efter flyttede de ind bag ved Karens Minde, som dengang stod tomt efter at have været åndssvageforsorgshjem. Bag hovedhuset lå en række slidte træbarakker, og her byggede børn og forældre stalde og bure af gamle brædder, som de fandt. Snart var der heste, grise, geder, kaniner, høns og duer overalt. Over dørene malede de med store bogstaver: Børnenes Dyremark.

Det var et sted uden voksne, der bestemte. I stedet sad børnene hver søndag i en rundkreds til fællesmøde. En stemme til hver – en plads til alle. Her blev reglerne sat, og her blomstrede et fællesskab frem, midt i en bydel præget af narko, druk og hårde kår. For de børn, der ellers ofte blev glemt, blev Dyremarken et åndehul – et sted, hvor de fandt sig selv og hinanden.

Børnenes Dyremarken blev også en del af Sydhavnens kampånd. Når kvarteret blev truet af planer om golfbaner eller boligbyggeri på Tippen, red børnene ind på Christiansborg på hesteryg for at protestere. 

I dag står Børnenes Dyremark stadig. De skæve barakker er blevet skiftet ud, men dyrene er her endnu – og det samme er børnene. Historien om Tøsen og alle de børn der var med til at stifte stedet, lever videre i alt det, Dyremarken står for: et fristed skabt af børn, båret af drømme, kærlighed og viljen til at kæmpe, for det man har kært. 

Mange tak til Bille Koppel, for at give os lov til at bruge hendes bog, til at fortælle historien om, hvordan Børnenes Dyremark blev til. Hvis gerne du vil læse mere om Børnenes Dyremark og livet i Sydhaven, kan du læse Bille Koppels bog Glimt: Erindringer fra min opvækst.