Geder
Som en del af den lokale naturpleje på Sydhavnstippen har Børnenes Dyremark i samarbejde med partnerskabet Tippen Syder introduceret geder i græsningsarealerne på Sydhavnstippen. Gederne bidrager til en mere varieret og effektiv naturpleje og er en vigtig brik i arbejdet med at fremme biodiversitet på området.
Indledningsvis blev fem mohairgeder indsat som et forsøg. Mohairgederne blev valgt dels på grund af deres egnethed til naturpleje, dels med henblik på muligheden for at udvinde mohairgarn. Siden da er flokken blevet udvidet med flere racer – herunder dværggeder, nubiske geder og dansk landrace – hvilket har bidraget til en mere alsidig dyregruppe med forskellige græsningsadfærd.
Gederne supplerer de øvrige græsningsdyr på Tippen, herunder får og alpakaer, og deres tilstedeværelse er med til at bekæmpe dominerende plantearter som bjergrørhvene, som ikke nedgræsses effektivt af får alene. Denne form for samgræsning er anbefalet i den biologiske vurdering udarbejdet af Natur360 og indgår i den overordnede plejeplan for området.
Børnenes Dyremark har det daglige ansvar for gederne, og dyreholdet indgår som en del af et bredere frivilligt engagement i naturpleje og formidling. Gederne afgræsser foldene året rundt uden tilskudsfodring for at efterligne naturlige græsningsforhold og understøtte udviklingen af en artsrig og varieret flora.
Hjemme på gården har vi i øjeblikket en lille håndfuld geder gående. Flokken består af vores avlsbuk, hans bukkekid fra foråret, to voksne geder samt to kastrerede bukke. Gederne er generelt venlige og velopdragne, og de kommer ofte hen til hegnet for at hilse. Af hensyn til dyrenes trivsel og sikkerheden for både dyr og mennesker, beder vi dog om, at man ikke går ind i folden